Indsamlingsstatus

Vi har nu nået vores andet mål for indsamlingen på 15.000 kr. Det er vi rigtigt glade for! Men vi holder selvfølgelig indsamlingen åben: Du kan læse mere om de organisationer du kan støtte og give dit bidrag her.

Status lige nu er at vi har indsamlet 116 % af vores nye mål på 15.000 kr.
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||

Giv din støtte her

Følg os live her. Follow our trip live here.

Vi er nået frem!

Efter 3536 kilometers fantastisk eventyr på nogle af verdens (til tider) allerdårligste veje, kørte vi ind i Shillong i går! Der kommer flere historier og mere video her på siden de nærmeste dage, men nu her kan i lige få et billede til at starte med.

På vejen

Autorickshawen er forholdsvist let at køre. Man starter den ved at trække i et håndtag ved siden af førersædet, giver gas med højre hånd, skifter gear og kobler med venstre hånd og så er der en fodbremse. Dyret har 4 gear, og kan sørme også bakke ved at skubbe et lille håndtag ned, der vender gearkassens retning om. Den skal helst ikke have ret mange omdrejninger, men kan godt bevæge sig lidt hurtigt hvis vi f.eks. skal overhale en langsomtkørende lastbil. Styret er direkte forbundet til forhjulet, og den er ret manøvredygtig. Det er ret praktisk når man f.eks. skal vende den på en lille jordvej i en indisk landsby. Der er ikke ret meget plads i den, men efter lidt tid begyndte den egentligt at virke ret rummelig, og efterhånden med god plads til at brede sig lidt bagi.

Tidlig start
Vi tilbringer mange timer på farten hver dag, men det er rigtigt sjovt at køre. Uden døre og vinduer er vi helt tæt på tingene, og der er meget at se. Vi er på farten 10-12 timer de fleste dage, men standser en del for reparation, snak med andre hold, forbipasserende indere og lidt mad. Selv om der er ret varmt midt på dagen, så er det vinter i Indien, og det betyder at dagene er meget korte. Vi vil ikke køre i mørke, så for at udnytte dagslyset står vi op hver dag kl. 5:15 så vi er klar til at køre lidt i seks. Hårdt at stå op, men fantastisk smukke morgenture hvor solen langsomt bryder igennem morgendiset og vi ser skikkelserne af indere i farvestrålende tøj på vej ud i markerne. Der er også isende koldt når vi kører kvart i seks, så vi er pakket godt ind i huer, vanter og store fleecetrøjer.

Motorstop
Vi opdagede efter de første dage, at rickshawen godt nok kan køre op til 60 km/t hvis vejen er til det, men at den brænder varm efter meget kort tid hvorefter motoren går ud, hvis vi gør det. Efter lidt for mange motorstop og 25 minutters afkølningspause, begyndte vi at køre max 45 km/t og så gik det helt fint.
Vi har dog stadig haft en del motorstop hvor vi enten selv har repareret skuden eller en lokal har stoppet op og hjulpet til. Vi har fået renset kaburatoren igennem en del gange, og tændrøret har vi også haft af og renset rigtigt mange gange.

Vejene
Nogle steder er vejene faktisk rigtigt pæne og minder om det vi kender fra Danmark. Men andre steder er der dømt seriøs rystetur. Vi overdriver ikke ved at sige at der er flere huller end vej, og selv om der er lidt affjedring i blikknallerten, så har vi haft flere 3-4 timers rusketure hvor alt bare blive ved med at ryste voldsomt, fordi der i stedet for en vej er så mange huller at vi simpelthen ikke kan køre udenom dem alle sammen.

Flotte themarker, slem kulde og dejlig luksus

Vi er nu ved at være så meget nordpå at vi skal til at svinge mod øst – se evt. Ruten Live.

Men vi beslutter os for at tage en dag off, og prøve at komme til Darjeeling (stedet med then), som også er et af de steder vores indsamling støtter. En måde at komme op til denne Queen of Hills er med den mere end 150 år gamle jernbane, men den kører kun med damp en gang om dagen, så noget andet må til, og vi har jo vores rickshaw. Langs den smalsporede bane er der også en vej, så beslutningen er hurtig taget – vi tager udfordringen op: Kan en autorickshaw klarer turen op i over 2100 meter?

 

Det bliver noget af en tur, udsigten er fantastisk. Themarker så langt øjet rækker på alle skåninger, og et smukt landskab. Vi stiger rigtig meget, og hurtigt bliver det pænt koldt. Så udsigten kigger vi ikke så meget på efter kort tid – på bagsædet, hvor det blæser slemt ind, har man travlt med at holde varmen, og på forsædet er al opmærksomheden på vejen, de mange hårnålesving og ikke mindst de modkørende. Her er der jo endelig et sted hvor man også som europærer vil dytte, nemlig når man tager den rundt i svingene i bjergene. Men gæt om inderne dytter? Nej, meget er anderledes end vi kender hjemmefra…

 

Efter næsten 4 timers kørsel i bjergene når vi endelig Darjeeling cirka samtidig med solnedgangen – ja, vi havde regnet på det.

Da vi pacerer et flot luksushotel er det fristende at høre på prisen – om ikke andet så for at få varmen i lobbyen. Normalprisen for et dobbeltværelse ligger lige omkring 600 danske, men vi får det omgående tilbudt til 300. Efter vi har set det store værelse der er flot udstyret, bl.a. med ildsted vælger vi at den luksus kan vi vidst godt tillade os. Som lille regibemærkning kan nævnes at hotellet sidste nat kostede 36 danske kroner, og var af en ok kvalitet.

Receptionisten tror ikke helt på os da vi beder om et sted til parkering af vores autorickshaw, men da han ved selvsyn ser henvises vi naturligvis til en parkeringsplads. Fire folk tager sig af bagagen, og mens vi er ved at registrere os kommer hoteldirektøren og ud trykker hånd og byder velkommen. Her kom jeg så til at kigge på os iført fleece, friluftsbukser og vindjakke – vi ligner ikke just det ældre ægtepar der også var i lobbyen. Da direktøren hører om vores tur op organiserer han omgående at der kommer radiatorer på vores værelse, samt at der bliver tændt op i pejsen – complimentery; tak for det.

 

Efter et varmt bad, (næsten) ren skjorte og lidt lækkert fra roomservice er man jo som et nyt og bedre menneske.

Nå, vi vil ud at kigge lidt på byen inden aftensmaden. I morgen er det så ned fra bjerget igen, videre frem langs græsen til Bangladesh, inden vi så skal op i højden igen til Shillong. Og nå ja, overnatningen i morgen bliver nok også en noget andet standard – vi må nyde det mens vi kan.

Interessen

De kommer næsten altid. Vi har kørt dagens distance og standser autorickshawen i nærmeste større by for at finde et sted at sove. Vi standser ved et spisested på vejen og køber lidt forsyninger. Vi stopper med motorproblemer. Vi standser for rødt lys i en større by.
Indenfor fem minutter står der en større flok nysgerrige mennesker omkring os. Nogle steder taler flere godt engelsk, mens det andre steder foregår mere med fagter (vi taler ikke rigtigt nogle af Indiens mange officielle sprog). Vi satte i går en ny hastighedsrekord hvor der dukkede godt 30 mennesker op på under to minutter. Vi finder typisk et vejkort frem, peger og fortæller om turen og om pengeindsamlingen. Der oversættes løbende til lokalsproget for området, grines og spørges igen om de nu har forstået det rigtigt. Kan det virkeligt passe at de her to udlændinge, der ikke kender vores land har tænkt sig at køre den her auto så langt?
Der kommer også ofte en større flok børn. De modigste af dem kommer hen og siger ”How are you” eller her i starten af turen ”Happy New Year” og så vil de utroligt gerne give hånd, så det gør vi en masse af. Nogle af de mere generte børn kommer forsigtigt over mod os, og når vi så enten smiler til dem eller rækker hånden ud mod dem for at sige goddag, løber de grinende og generte tilbage til udgangspunktet udgjort af mor, far eller kammeraterne.
En mand i cowboyjakke bad om at se en mønt fra mit land, og jeg fandt en til ham. Den gik rundt i hænderne på samtlige 30 personer der stod omkring os, men kom helt naturligt pænt tilbage til mig, da de var færdige med at se den. Jeg troede faktisk jeg havde givet ham en gave, men han så det som et udlån til gennemsyn. Han fik mønten igen, men det var først efter adskillige ”you keep” og ”gift” kombineret med diverse nonverbale forsikringer fra både mig og ham at han puttede den i lommen.  Det er en af de rigtigt gode sider ved Indien. Der er høj moral på gaden, og jeg bliver nu i så godt humør af alle de smil vi mødes af. Når vi kører får vi også rigtigt mange vink, smil og overraskede blikke fra de forbipasserende. Autorickshawchauffører er min personlige favorit.

Fattig studerende og rig udlænding

Man siger at Indien er kontrasternes land og vi ser også tydeligt forskellen på rig og fattig de steder vi kører. Der er store hoteller hvor prisen kun opgives i US dollars og rige mænd i kæmpe benzinslugende biler der kører alt for stærkt på vejene. Vi passerer faldefærdige slumskure med hullede presenninger som tag i byerne, og på landet er der er lerhytter med stråtag og komøg der hænger til tørre på væggene, med tydelig aftegninger af den hånd der har formet den præcist tilpassede mængde. Jeg var i dag løbet tør for penge, og da vi ventede på reparation af rickshawen går jeg på jagt efter en hæveautomat i det sædvanlige menneskemylder der udgør indiske (lands)byer. Jeg finder en automat med 10 indere i kø, og stiller mig ind i det lille lokale med dem. Her er det åbenbart en meget offentligt affære at hæve penge. Folk i køen står meget tæt mast sammen foran maskinen, og kigger åbenlyst over hinandens skuldre. Den ældre mand, der hæver, forsøger heller ikke at skjule hverken beløb, saldo eller pinkode. Jeg ville egentligt hæve penge til resten af turen, og planen var 10.000 rupier (1150 kr.), som man kommer ret langt med i Indien. Men da jeg ser hvad inderne foran mig hæver, føler jeg mig straks skyldig. En hævede kun 300 rupier, en anden havde kun 1106 på kontoen i alt. Der var en enkelt velklædt mand på omkring halvtreds, der hævede 5000, så det gjorde jeg også. Men jeg prøvede at gemme både skærm og penge meget hurtigt væk.

Jeg har kun råd til at køre rundt i Indien, fordi jeg er født i Danmark. Jeg kalder mig fattig studerende hjemme, men er rig udlænding hernede. Som almindelig turist i Indiens storbyer bliver du konstant anråbt af taxichauffører, butiksindehavere, guider, hotelansatte osv. og ser en af gadens tiggere dig, retter de straks opmærksomheden mod dig. Den konstante forstyrrelse bliver hurtigt en kilde til irritation, men den er helt naturlig. De gør det smarte og går efter pengene. Den fattige danske studerende går rundt med en taske det vil tage den indiske taxichauffør adskillige års løn at betale indholdet af.

Morgenmad på vejen – meals on wheels

Se hvordan det foregår når man køber morgenmad to-go på landevejen i Indien

Dagen hvor vi kom 550 meter tilbage

Efter at havde tilbagelagt 440 km dagen før er det noget af en skuffelse at se vi d. 7. januar faktisk kom i den gale retning, godt nok kun 550 meter. Vi kørte godt nok noget længere, ca. 140 km, men…

Vi besluttede os for at tage en halv dag off og besøge soltemplet i Konark – dette tempel er på UNESCOs verdensarvliste og vi var kun 70 km. fra det. Vi boede på samme hotel som 3 fyre fra Hongkong, så vi tog begge rickshaws med derned, og det var virkelig en oplevelse. Templet er fra det 13. århundrede, men er delvist styrtet sammen. Der er 7 kæmpe heste (symboliserer dagene i ugen) der trækker hele templet på 12 hjul (årets måneder); alt sammen meget flot udhugget i sten. Der var et hjul til hver månede og det fungerede som et perfekt solur, ned til 3 minutters nødagtighed. Efter en guide havde fortalt hvordan det virkede skulle vi jo lige teste det og fandt hjulet for januar, og ganske rigtig skyggen faldt perfekt. Imponerende at man kunne bygge det dengang.

Hele templet er på ydresiden dekoreret med udhuggede figurer, der viser livet dengang – og hold da op hvor har de haft meget sex. Over 60 forskellige stillinger var vist, og jeg skal love for at detaljerne ikke manglede – M! go home.

 

Nå, men vi skulle jo videre efter et par timer, men så skete det. Både det andet holds og vores autorickshaw sagde sjove lyde og kørte dårligt. Midt i en lille by finder vi så faktisk en autoriseret (hvad det så end kræver) Bajaj værksted (Bajaj er dem der producerer autorickshaws). Ejeren byder naturligvis på the og vi kigger hele Bajaj kataloget igennem på hans kontor og diskuterer fordele og priser på de forskellige modeller, alt imens mekanikeren er igang.

Radio go!FM Århus ringer mens vi står der, og jeg fortæller at vi sikkert snart er videre og at det ikke komme til at koste meget – jeg skulle blive klogere. Det er noget bøvl at finde en af fejlene på vores, mens de andre småfejl udbedres relativt hurtigt. Det viser sig til sidst at være stempelringene der er defekte og nye må skaffes. Se i videoen hvordan det gik – men lad det bare være sagt her: Det tog over 6 timer og løb op i 110 danske kroner – stadig noget billigere end min mekanikere derhjemme.

 

Vi kørte retur til Bhubaneswar og tog en hotel kun 550 m fra det vi overnattede på sidste nat – i morgen skal vi for alvor havde kørt nogle kilometre hvis vi skal være med igen…

link til video: http://in.youtube.com/watch?v=0sW73J4T5hs

Bykørsel

Se hvordan det er at køre ind i en indisk millionby – her Visakhapatnam

Du kan se alle vores vidoer på vores YouTube kanal:
http://www.youtube.com/rickshawrunvolunteer

Vi både “overså” stoptegn og legede spøgelsesbilist

WHAT tænker du måske, det passer da ikke til at de siger de forsøger at køre sikkert. Men jo, det gjorde det netop i dag.

 

Vi kører på NH 5 og har i dag valgt at følges med et andet hold fra Hongkong. Vi skal passerer delstatsgrænsen til Orissa, hvilket det ikke bør være det store i, men der løber et rygte om at man ikke må medbrinde benzin i dunke over delstatsgrænser – faktisk fik det hold vi følges med taget deres dunk ved overgangen fra Tamil Nadu til AP, så der er nok noget om snakken.

Vi har for over 500 Rs i dunken, så vi beslutter os for at prøve chancen, og dækker dunken til med et tæppe og håber ingen spørger.

Der er forbavsende få lastbiler på vejen i dag, og vi finder ud af at der er noget blokade ved grænsen – vist nok en form for strejke, så vi skal nok ikke lave alt for meget opmærksomhed ved grænsen. (I parantes til dem der kender Udenrigsministeriets rejsevejledning til Orissa, så har vi planlagt ruten langt uden om det sted der har været uroligheder, så det har intet med det at gøre).

 

Pludselig er det ikke bare lastbiler der mangler på vejen, men generelt andre end os hvilket virker underligt. En motorcyklist der snakker perfekt engelsk stopper os og fortæller at vejen vi kører på ikke er færdig endnu pga. mangen på ingeniører. Der er en halv bro længere fremme så…

Han tilbyder at lede os udenom, og gør os opmærksom på at vi skal passerer 3 checkpost på vejen, og understreger at vi skal følge ham, og ikke stoppe hvis nogen beder os om det. Han virker reel, så vi stoler på ham og følger efter. Det kræver dog at vi kører et stykke vej tilbage i den gale sidde, så nu har vi også været spøgelsesbilister; dog var der ikke så mange modkørende….

Delstatsgrænsen er et særpræget syn med hundredvis af lastbiler der holder i begge sider, mens vi smyger os imellem. Ved en af checkposterne giver en betjwent tegn til at vi skal stoppe – shirt. Vi vinker dog blot til ham og råber højt Hej, ligesom vi opfatter hans signal som en hilsen til os. Samtidig sætter vi – som instrueret – hastigheden op og drøner videre. Det lykkedes, vi er nu i Orissa og det enewte vi skal bekymre os om er de mange kæmpe huller der her er i vejen – en af dem så dybt at det ene baghjul helt mistede kontakten med vejen. Det gjorde selvfølgelig at vi blev drejet kraftigt til den side; men ved kørsel i de her månekratere er hastigheden alligevel rimelig lav, så intet videre skete.

Besøget i den forkerte landsby

En lille video fra besøget i den forkerte landsby, før vi kom frem til den rigtige med vandprojektet.

 

Se mange andre videoer fra turen her: http://www.youtube.com/rickshawrunvolunteer